Viser opslag med etiketten Bacon Cheese Okse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bacon Cheese Okse. Vis alle opslag

torsdag den 10. april 2014

Bacon Cheese Okse

Casa Mia Pizzeria Grillhouse, Smallegade 26 A, 2000 Frederiksberg, onsdag 2014-04-09 18:15

 

Nr. 118 Bacon Cheese Okse - 150g frisk hakket oksekød serveres på lune sesamboller med bacon, ost, tomat, agurk, løg, ketchup, salatmayo, 45 kr.


Casa Mia Pizzeria Grillhouse, en smal kile mellem A/H Låsemontage over for Andedammen.

Betjening: Ansatte befandt sig i baglokalet, hilste og kom ned efter et minut. Der er kameraovervågning så de kan se kunder. Meget venlig betjening. Fik min std. bestilling efter 8 min.

Omgivelser: 66 db., eneste kunde. Lyd fra madlavning og køleskab. Fliser over det meste. Plaststole, trælaminatborde og en lille hylde.

Drikkevarer: Lille køleskab med begrænset udvalgt af sodavand, vand og Tuborg Pilsner.

Sanitet: Borde ikke tørret af, lidt snavs på gulv.


Burgeren: Std. sesambolle, forekom frisk men ristet for kraftigt. Tyndt lag majonæse, lidt tomatketchup, tomater, friske agurker. Smelteost, der ikke gav meget væsen af sig, bacon som knaste som smagte svagt forbrændt. Bøf af frossen hakket oksekød, under middel kvalitet men ikke blandet med krydderier. Afsluttes af salat, løg, majonæse og tomatketchup. Fin docering af majonæse og tomatketchup (nu hvor begge dele er valgt), generel fin balance. Middel volumen.


Ingredienser: Std. sesambolle, kød af hakket oksekød, bacon, smelteost, salat, løg, friske agurker, tomater, tomatketchup og majonæse.


Konklusion: Fin balanceret burger desværre med for kraftig ristet bolle og især alt for kraftig stegt bacon samt under middel kvalitet bøf.
[3/6]

tirsdag den 8. april 2014

Bacon Cheese Okse

MB Steak House Pizza & Cafe, Nordre Fasanvej 132, 2000 Frederiksberg, lørdag 2014-04-05 14:30



Bacon Cheese Okse med 150 g. oksekød, 48 kr.


MB Steak House Pizza & Cafe på hjørnet af Nordre Fasanvej og Mariendalsvej, Pizza, Café, Grill med italiensk, græsk og meksikansk islæt.

Betjening: Eneste kunde, venlig betjening. Fik min bestilte std. vare efter 8 min.


Omgivelser: 69 db., radio fra køkkenet der spillede 80'er hits, samt lyd af mad der snittes. Imiteret mursten, træklinker, malerier med udenlandske landmotiver. Skranke og køkken i en ø i lokalet hvoruden køkken i baglokale. Træstole og polstrede sofa og stole.

Drikkevarer: Mindre udvalg af sodavand, te og kaffe.

Sanitet: Forekom rent og ryddeligt.



Burgeren: Std. bolle ristet lidt for kraftigt. Majonæse og tomatketchup. Bacon stegt lidt for kraftigt. En ekstrem fed smelteost, der dominerede for kraftigt. Bøf af hakket oksekød tilsat krydderier, under middel kvalitet, gennemstegt men ikke tør. Salat, tomater, agurker - alt hakket i stedet for i skiver. Afsluttes med majonæse og tomatketchup. Middel volumen, den fede smelteost og den fede smag dominerer.


Ingredienser: Std. sesambolle, 150g. bøf af hakket oksekød tilsat krydderi, bacon, smelteost, salat og hakket tomater og agurker, tomatketchup og majonæse.


Konklusion: Bøf blandet med krydderi bliver aldrig godt, en tomatdominerede fed smelteost, lidt for flittig brug af tomatketchup. At tomater og agurker er hakkede skader ikke så meget, men det bliver under middel.
[3/6]

onsdag den 4. september 2013

Bacon Cheese Okse

Flintstones Grill, Nørrekær 1, 2610 Rødovre, 2013-09-04 12:35


Nr. 94 Hjemmelavet burger - Bacon Cheese Okse, 50 kr. "180g hakket oksekød på lun sesambolle med dressing, icebergsalat, tomat og frisk agurk. Dåse Coca Cola 12 kr.


Flintstones Grill, lille træ pavillon ved det lille butikscenter på Nørrekær. Navnet associerer til den gamle Hanna-Barbera TV-serie, men der er åbenbart intet andet end navnet tilfælles.

Betjening: Indehaveren talte i telefon et minuts tid da jeg kom, blev ekspederet derefter. Fik min standardvare efter knap 15 min. Få andre kunder. Venlig betjening.


Omgivelser: 67 db. Lyd fra trafik og madlavning. Lille træpavillon med enkelt træbord med fire polstrede træstole og hylde med tre barstole. Klinkegulv. Snæver plads. Tobaksrøg kom ind enten fra baglokalet eller ude fra.

Drikkevarer: Lille køleskab med sodavand i forskellige størrelser, Cocio og kildevand.

Sanitet: Ikke tørret på bordet efter forrige gæst.

Colaen: Fra dåse "produceret i EU" med dansk pantmærkat.


Burgeren: Std. sesambolle, fint svagt ristet. Et ordentlig lag majonæse. Salat, tomater og et ordenlig lag tomatketchup. Fed smelteost der gav en fed smag. Fed, let sprøde bacon. Bøf af hakket oksekød taget fra frost (det så og hørte jeg), gennemstegt, en anelse tør og med ganske fast struktur. Under middel kvalitet. Salat igen med rødløg, der desværre ikke har helt adskilte, friske agurker, tomater, tomatketchup og majonæse. Volumen lidt over middel, med meget fedt fra majonæse og ost. Alt for meget tomatketchup.

Her er så sandelig hverken sparet på majonæse eller ketchup
Ingredienser: Std. sesambolle, 180g bøf af hakket oksekød, smelteost, bacon, salat, tomater, friske agurker, rødløg, majonæse og tomatketchup.


Konklusion: Burger præget af alt for meget tomatketchup samt kød af under middel kvalitet. Temmelig meget salat og stor volumen. 3 boller!
[3/6]

mandag den 19. august 2013

Bacon Cheese Okse

Natteravnen Pizza, Hvidovrevej 137, 2650 Hvidovre, mandag 2013-08-19 16:45



Nr. 436 Hjemmelavet burger, på lun sesambolle, iceberg salat, tomat og syltede agurker, Bacon Cheese Okse, 150g frisk hakket oksekød, 57 kr.


Natteravnen Pizza - som navnet antyder stedet i Hvidovre man ender ved, når der skal faste kalorier i maven inden branderten skal bæres hjem.

Betjening: Kun to andre kunder, der spiste. To ansatte, den ene sad bag en computerskærm og tog imod bestillingen, den anden lavede og leverede maden. Sidstnævnte var venlig, førstnævnte ænsede knap nok da jeg afleverede min tallerken efter spisning - han sagde kun "velbekomme" uden at kigge på mig, man svarede slet ikke da jeg sagde "hej hej"! Den leverede std. vare kom efter 10 min.


Omgivelser: 62 db, sagte snak fra andre kunder, madlavning og trafik fra Hvidovrevej. Aflangt lokale med 40 siddepladser (skriver de selv) med køkkenet og skranken som en ø i halvdelen af det bagerste lokale. Den anden halvdel står som depotrum med frit udsyn fra spisesteder - ikke noget der virker fordrende. Træborde, polstede træstole, klinkegulv, skriggule vægge med slukket TV og et par billeder, selvfølgelig også Charles C. Ebbets' Lunch atop a Skyscraper. Interiør forekom slidt.

Drikkevarer: Køleskab med sodavand i diverse størrelser, inkl. Coca Cola, kildevand og mindre udvalg af øl, vin og spiritus.

Sanitet: Forekom rent og ryddeligt.


Burgeren: Std. sesambolle, fint ristet men tør. Majonæse, tomatketchup, temmelig mange syltede agurker, for store skiver timater. Nogle fint stegte baconskiver og en mager ost, der ikke rigtig smeltede og heller ikke gav så meget svag fra sig. Bøf af hakket oksekød, noget fast struktur, gennemstegt og tør. Under middel kvalitet. Lidt salat, tomatketchup og majonæse. For mange syltede agurker og alt for meget tomatketchup - sidstnævnte dominerede totalt smagen. Middel volumen.


Alt for groft hakkede tomater
Ingredienser: Std. sesambolle, 150g hakket oksekød, ost, bacon, salat, tomat, syltede agurker, tomatketchup, majonæse.

Ingen kan være i tvivl om, at burgeren sejlede i tomatketchup
Konklusion: Det kræver noget omtanke at balancere en burger - både mht. fedt, sur/sød og hvilken smag, der skal dominere - og ikke dominere. Her er der tilsyneladende gjort de tanker, at der skal mange syltede agurker til for at neutralisere sødmen fra den enorme mængde tomatketchup - det fungerer dog aldrig, for man spiser sjældent helt jævnt. Så enten fik man sur smag eller den overdrebne søde smag. Burgeren nærmest druknede i tomatketchup, hvilket gjorde det til noget af en prøvede at spise op. Under middel burger og kedelig ost hjælper heller ikke. 2 boller!
[2/6]